|

Gode råd

  • Test af hvidvine fra Netto

    +

    Kender du det når man lige hurtigt smutter forbi Netto for at finde en vin til en middag med vennerne, men ikke har nogen idé om vinen er god eller dårlig? Det gør jeg, derfor har jeg lavet en lille anmeldelse af nogle af de hvidvine der er på hylderne i Netto. Anmeldelsen er lavet sideløbende med mine introducerende blogopslag om vin, for at få en bedre forståelse af hvad man skal lægge mærke til ved en vin, hvad forskellen på vin fra Chile og Frankrig er, og hvad der eksempelvis kendetegner chardonnay.

    1. Wolf Blass Eaglehawk, Semillon Chardonnay, 2019

    Vinen kommer fra det sydlige Australien og er lavet på druerne semillon og chardonnay. I glasset rammes man af en forventelig duft af sød, billig vin fra Netto, der minder en smule om verdi. Vinen afgiver en aroma af pære, tropiske frugter og honning melon. Den smager ligeledes sød, fed og rund, men afgiver alt i alt ikke nogen spændende smagsnuancer. Denne vin ville have godt af at blive serveret iskold og kan med fordel bruges til punch.

    Pris: 40kr

    1 ud af 5 stjerner

    2. Calvet Chablis, Bourgogne, 2019

    Vinen fra Calvet Chablis er en af de vine hvor hverken druesorten eller regionen står på etikketten. Chablis er et område i Bourgogne i Frankrig, og man kan næsten være sikker på at hvidvin fra Bourgogne er lavet på druesorten chardonnay, da druen stammer fra Bourgogne (læs mere om det i mit andet opslag).

    Vinen har en flot gylden farve i glasset. Den dufter af gule modne æbler, lidt melon, men er harmonisk afstemt med en syrlig duft som er klassisk for chardonnay fra Bourgogne, da gæringsprocessen afgiver mælkesyre. Den smager rundt med en smørlignende fylde der varer ved længe. Retronasalt fremstår den en smule tør. Alt i alt en velafbalanceret vin.

    Pris: 75kr (på tilbud)

    3 ud af 5 stjerner

    3. Mastri Vernacoli, Pinot Grigio, Trentino, 2019

    I det nordøstlige Italien ligger området Trentino-Alto Adige omgivet af alperne. Druesorten Pinot Grigio (Pinot Gris på fransk) stammer fra Bourgogne, men dyrkes i store mængder i Norditalien.

    En flot gylden vin som dufter af citrusfrugter, stenfrugter, en smule parfumeret, men mest af alt af sommer. Den smager let, mineralsk, syrligt og en smule bittert. Som førstehåndsindtryk dufter den af en klassisk hvidvin, ingen overralskelser, men smager alligevel lettere mineralsk og efterlader en let bitter eftersmag. En let drikkelig vin som bør nydes kold på en sommerdag.

    Pris: 55kr

    2 ud af 5 stjerner

  • Kernetemperatur for kød

    +

    Noget af det første jeg anskaffede mig, da jeg flyttede hjemmefra var et stegetermometer, da det simpelthent er helt essentielt at have, når man skal temperere kød.

    Kernetemperaturen for svine-, oksekød, fjerkræ osv. er helt vildt vigtigt, da den afgør, hvornår kødet er færdigt. Derfor får i her en lille oversigt over, hvordan de forskellige kødtyper skal tempereres!

    Vigtigt! Lad altid kødet hvile i omkring 15-20 minutter efter stegning, da saften derved trækker ud i hele kødet.

    Oksekød

    • Rosa: 58-60°C
    • Medium: 60-65°C
    • Gennemstegt: 65-68°C

    Kalvekød

    • Rosa: 58-60°C
    • Medium: 60-65°C
    • Gennemstegt: 65-68°C

    Svinekød

    • Medium: 65°C
    • Gennemstegt: 70°C

    Fjerkræ

    • Medium: 62°C (gælder ikke kylling)
    • Gennemstegt: 75°C

    Lam

    • Rosa: 58-60°C
    • Medium: 70°C
    • Gennemstegt: 75°C

    Vildt

    • Rosa: 60-62°C
    • Medium: 65-70°C
    • Gennemstegt: 71-75°C

  • Koldhævet brød og boller - Hvordan skal det gøres?

    +

    Efter at have studeret og eksperimenteret en del med koldhævning, føler jeg, at det er på plads med et lille blogopslag om koldhævning. Mange mener at koldhævningen er vejen frem til det bedste brød - men hvorfor er dette gældende? Det vil jeg prøve at besvare her.

    Hvad er koldhævning?

    Først og fremmest, så synes jeg lige, at vi skal definere hvad en koldhævning egentlig betegner. En koldhævning er, som ordet bogstaveligt talt antyder - en kold hævning. Som regel skal den være længervarende og gerne med mindre gær end ved normal hævning.

    Hvorfor skal man koldhæve sit bagværk?

    Ja det er et godt spørgsmål - for i teorien kan du også få rigtigt fint bagværk ved normal hævning, men her er et par grunde:

    • For det første har gær i sig selv ikke en god smag, så jo mindre gær du kan bruge, jo bedre. Jo længere tid du koldhæver dit bagværk jo mindre gær kan du bruge, fordi hævningen over tid vil være den samme, som en kort hævning med meget gær.
    • For det andet vil dejen over tid, få en bedre smag og struktur. Dette kaldes i følge bagværks-terminologi for Autolyse/Autoleese - og indikere egentlig bare alle bagværkets ingredienser (vand, gær, mel etc.) fordeles bedre i hele dejen.

    Hvordan laver man en koldhævning?

    Når man skal koldhæve bagværk kan følgende tommefingerregler tages i brug.

    • Alt bagværk kan koldhæve.
    • Ved koldhævning bruges typisk halvdelen af den gærmængde, som man typisk ville bruge ved normal hævning.
    • En normal hævning skal stå ved stuetemperatur (18-21 grader) - men en koldhævning skal ideelt set ned på 8 grader.
    • En koldhævning skal helst stå i mindst 8-10 timer i køleskabet. Men jo længere jo bedre - og en dej kan sagtens opbevares i et køleskab i op til 3 dage.
    • Koldhævet dej skal helst være i en forsejlet beholder - jeg bruger gerne en skål med film over.
    • Når den koldhævede dej tages ud af køleskabet, skal den behandles meget nænsomt, så man ikke ødelægger dejens struktur.
    • Form dit brød eller dine boller og lad dejen efterhæve ved stuetemperatur i 2 timer eller til bagværket har den dobbelte størrelse.

    Sådan der! Det var min lille guide til, hvordan man laver koldhævet brød og boller. Ovenstående billede er faktisk min opskrift på Luftige hvedeboller, som benytter sig af koldhævningens kunst - så de er helt idéele, at kaste sig ud i, hvis du kunne tænke dig, at komme igang med det samme. Ellers har jeg også en opskrift på et dejligt Foccaciabrød, som ligeledes er koldhævet.

    Husk at du kan følge gastrologik på både instagram og facebook, for at blive opdateret, når jeg lægger nye opskrifter op.

  • Nemme opskrifter med æbler

    +

    Jeg elsker at arbejde med lokale råvarer - og efteråret er specielt godt, da det er æblesæson. I dette blogopslag får du fire opskrifter, som du med fordel kan lave med æbler fra haven eller blot fra supermarkedet.

    1 Morgenmad: Æblegrød med vanilje

    Skal du starte en efterårs morgen på den helt rigtige måde, kan jeg varmt anbefale dig at lave en sød æblegrød. Denne opskrift kan enten nydes med yoghurt om morgenen eller som æblekage med flødeskum og makroner.

    Link til opskrift her

    2 Aftensmad: Æble- og rodfrugtsalat.

    Ligesom æbler er efteråret også sæson for rodfrugterne - og at kombinere er særdeles godt! Det kan du nemt og hurtigt gøre ved at følge denne salatopskrift jeg har lavet:

    Link til opskrift her

    3 Tilbehør: Æblechutney

    Æblet er nok et af de mest kendte frugter i verden, og bruges derfor i alle køkkener. I det indiske cuisine bruges søde frugter som æbler eksempelvis i Chutney der kan kombineres med retter som Tikka chicken masala med peberfrugt, Cremet indisk karry med blomkål eller Arbejderens karry.

    Link til opskrift her

    4 Dessert: Sprød og sød æblecrumble

    Ingen vej uden om æblecrumble, da det er en af min favorit desserter! Søde æbler med crumble og is/cremefraiche som tilbehør er det bedste man kan få efter en lang dag ude på æblerov.

    Link til opskrift her

  • Hvor lang tid skal man koge en kartoffel?

    +

    Kog din kartoffel perfekt hver gang med denne korte guide, der giver dig en komplet oversigt over kogetider af adskillige typer kartofler.

    Oversigt

    Lille kartoffel

    22 min.

    Mellem kartoffel

    25 min.

    Stor kartoffel

    30 min.

    Hver opmærksom på, at kogetider kan varierer fra kartoffel til kartoffel - så det er altid en god idé at stikke en gaffel ned i kartoflen, når den er ved, at have kogt længe nok. Glider kartoflen af gaflen uden besvær, skal du hurtigst muligt sigte vandet fra, da kartoflen er ved at være færdig.

  • Kunsten at spise kreativt

    +

    Madlavning og kreativitet går hånd i hånd. Det kan naturligvis være fristende at lave en hurtig – dog relativt triviel omgang spaghetti med tomatsovs ligesom, at det kan være fristende at lavet hele sin indkøbsliste på forhånd og følge den slavisk nede i supermarkedet. Det er dog sjældent at sådan en tilgang til madlavning skaber de bedste resultater især, hvis du lever på et stramt budget. I det her opslag vil jeg forsøge at beskrive, hvordan kreativitet i køkkenet er en af hovedingredienserne i kunsten at leve på et budget.

    Mit første råd...

    "er aldrig at købe ind efter én opskrift. Find i stedet på opskrifter ud fra de ingredienser du har på forhånd. Dette er ikke ensbetydende med, at du behøver et væld af ingredienser i køleskabet, men at du i stedet skal bruge din kreativitet for at komme frem til en økonomisk og interessant opskrift. Har du de varer, som jeg vil betegne som “Essentielle Ingredienser” på lager, er det en stor hjælp. Jeg laver personligt aldrig en indkøbsliste, men derimod en liste over hvilke ingredienser jeg har på forhånd, samt et par bud på mulige opskrifter, som jeg kan lave ud fra disse, inden jeg går til supermarkedet."

    Mit andet råd...

    "bygger også på at være kreativ, nu i supermarkedet, fremfor derhjemme. Kig efter de nedsatte varer, og hold dem op imod din liste over de ingredienser du fik lavet hjemmefra. Her er dine bud på et par mulige opskrifter en hjælp, til at finde frem til den opskrift du kan lave. Når du handler ind på denne måde, giver det dig en større fleksibilitet til at vælge en opskrift der er billig – men delikat. Et eksempel på en sådan liste, kan ses på fotoet til venstre, hvor jeg fandt en stor nedsat oksebov i supermarkedet, hvilket blev til to dejlige gryderetter."

    Mit tredje råd...

    "er til de dage hvor kreativiteten svigter fordi tiden er knap, udsalgshylderne er ryddet og køleskabet er tomt. Sørg for at have et par sikre opskrifter i ærmet, som du altid kan lave. Kokosmælk reder tit dagen hos mig, da den sammen med krydderier og grøntsager aldrig slår fejl.
    Husk også at lave dobbeltmængder, når du har gang i en kreativ gryderet, så den kan fryses ned og rede aftensmaden til en knap så overskudsfyldt dag.

    Så hjælp dig selv ved at have fryseren fyldt og de essentielle varer på plads."

    Hvis du synes det med være at kreativ lyder som en lidt stor mundfuld, er der naturligvis råd at hente. Gastrologik.dk er indrettet så du kan søge efter den vare du har fundet på tilbud, eller har i køleskabet, og få en masse mulige opskrifter frem. Derudover er alle opskrifterne overskueliggjort ved at fortælle dig hvor mange ingredienser du behøver på forsiden af hvert indlæg, hvis du har de essentielle ingredienser på lager– kig efter symbolet af en indkøbskurv.

    Held og lykke med at spise kreativt – det betaler sig.

  • Essentielle Ingredienser

    +

    Kære læser, jeg har lovet, at denne blog skal kunne gøre dine hverdagsretter så billige som mulige.

    En stor del af det at kunne leve på et lille madbudget, er at være god til at tænke kreativt og dermed sætte ingredienser sammen selv. For at gøre det hele mere overskueligt, har jeg derfor lavet en lille guide, så du har en base for dine kommende madidéer. Det koster lidt i starten, men er billigere på lang sigt, da du slipper for alle de små indkøbsture, der hurtigt kan hobe sig op til en større udgift.

    Jeg har lavet listen så simpel som muligt, for at spare dine penge, men du kan selvfølgelig altid udvide og tilføje, så den passer bedre til dine behov. Derudover bruger jeg også listen som en tjekliste, inden jeg tager ud og handler, så jeg nemt kan tjekke op på, om depoterne er fyldte. Og sidst men ikke mindst, er det godt lige at tjekke supermarkedernes ekstra nedsatte hylder for disse ingredienser, og købe stort ind hvis der nu f.eks. er en masse nedsat hvedemel.

    Når først de essentielle ingredienser har fundet vej til dit køkken, vil spændende opskrifter ikke synes dyre

    Krydderier

    • Karry
    • Kardemomme
    • Peber
    • Rosmarin
    • Salt
    • Spidskommen
    • Stødt koriander
    • Vaniljesukker/ekstrakt
    • Kanel

    Kolonialvarer

    • Bagepulver
    • Glasnudler
    • Havregryn
    • Kaffe
    • Mel
    • Pasta
    • Ris
    • Solsikkekerner
    • Spaghetti
    • Sukker

    Olie, Sauce, mm.

    • Curry paste
    • Fish Sauce
    • Grøntsagsbouillon
    • Honning
    • Olivenolie
    • Soyasauce
    • Sweet chilisauce
    • Æble-eddike

    Grønt

    • Chili
    • Hvidløg
    • Ingefær
    • Lime
    • Løg

    Mejeri

    • Mælk
    • Smør
    • Æg

    Konserves

    • Hakkede tomater
    • Kikærter
    • Kokosmælk
    • Linser

    Jeg håber listen kan bruges, jeg kan i hvert fald ikke undvære den!